Nye tider – nye vinde. Sådan er situationen på Kaløvig Bådehavn, som med ny havnekaptajn og ny bestyrelse sætter nye aktiviteter i søen, strammer op på en ret udfordret økonomi, og tiltrækker nye medlemmer og brugere.

Nå okay, sprogbilledet med ’nye vinde’ er måske ikke så oplagt i dag, hvor vi besøger havnekaptajn Allan Rundberg. Der er blikstille og meget roligt på havnen denne solbeskinnede novemberdag. Kun få sejlere er her for at gøre klar til vinteren – for vi er jo inde i den stille vintersæson for enhver bådehavn.

Men det er også nu der lægges planer, hvor pladserne handles, og hvor tingene shines op og udskiftes for at gøre klar til næste travle sæson. Og hvor de 800 medlemmer bliver spurgt, om de er med på ændringer.

Allan Rundberg har derfor ikke mindre travlt om vinteren. Der er masser at rydde op og rive i for ham og de øvrige ansatte. Han og havneassistent Jens Christian Gotfredsen har blandt andet kørt læssevis af gamle materialer væk fra vinterpladsen, og de har fjernet en udtjent bygning, som gik under navnet Marselisborg.

 

Krankursus og udfordringer

Allan blev ansat den 1. maj i år og blev fra starten kastet ud i et fem uger langt krankursus for at kunne løfte bådene op på land. Han blev også kastet ud i udfordringen med at håndtere en stram økonomi. Det slår ikke den nye havnekaptajn ud:

”Det er en stor udfordring, men det skal nok lykkes i tæt samarbejde med den nye bestyrelse, som kender havnen rigtig godt. Vi har blandt andet også ændret på bådpladserne, så der er blevet plads til flere både, og for første gang i 10 år kan vi melde alle bådpladser optaget”, oplyser Allan Rundberg.

Allan Rundberg er derudover meget glad for at have Kaløvig Bådehavns tidligere havnekaptajn , Jens Christian Worm Gotfredsen, som havneassistent. De to har et rigtig godt samarbejde, og Allan drager stor nytte af Jens Christians store erfaring og viden om havnen.

 

Måske skal havnen udvides

I dag er der 500 bådpladser i Kaløvig Bådehavn. Efterspørgslen stiger generelt, og samtidig er bådene blevet større, derfor opstår der ventelister. Bestyrelsen indstiller af samme grund til generalforsamlingen, som holdes den 11. december 2018, at havnen udvides med 12 pladser på hver fem meters bredde – altså til de store både.

”Vi kan gøre det ved at forlænge de fire yderste broer med op til 10 meter. Det efterlader 40 meters sejlrende mod nu 50 meter, oplyser Allan Rundberg.

 

Stævne i maj

Gennem årene har Kaløvig Bådelaug afholdt mange store stævner med deltagelse af sejlere fra nær og fjern. I 2019 lægger Kaløvig Bådelaug ud med at afholde Dansk Sejlunion Grandprix for alle ungdomsklasser i begyndelsen af maj.

Grandprixserien består af seks stævner - tre i foråret og tre i efteråret. Specielt de tre stævner i foråret har mange deltagere, idet man i de fleste klasser sejler om udtagelse til nordiske mesterskaber, europamesterskaber og verdensmesterskaber.

”Vi har en forventning om, at ca. 350 sejlere fra hele landet vil finde vej til dette stævne. Fra vor egne rækker har vi pt. gode muligheder for topplaceringer i 29'er, Europa Jolle og Zoom 8,” forventer Allan Rundberg.

 

Nyt: vinterbadeklub

Borgere, der elsker en kold dukkert i havet, kan fra starten af december 2018 få en oplevelse i Kaløvig med en ny vinterbadeklub. På havnen er der nemlig lavet en betonrampe, og en tøndeformet sauna med vindue mod havet er indkøbt.

”Medlemmer af bådelauget får gratis adgang, og alle andre kan købe medlemskab til ca. 490 kr. for en sæson. Interesserede kan henvende sig til sekretariatet og høre nærmere,” oplyser Allan Rundberg.

 

Kontorfællesskab

Allan Rundberg vil også gerne slå et slag for et kontorfællesskab i bygningen, som ligger tættest på restauranten. Det er ikke specielt for sejlere – alle med behov for en kontorplads med internet og mødefaciliteter kan leje sig ind for 1.500 kr. om måneden. Det er billigere end ”inde i byen”, og så er der gratis parkering.

Der er syv kontorpladser, og to af dem er i dag udlejet. Hensigten med kontorfællesskabet er – ud over at det giver en indtægt til Kaløvig Bådelaug – at skabe mere dynamik på havneområdet.

Kaløvig Bådelaug: www.kblsail.dk

 

Kaptajn uden sejl

Det var ikke Allan Rundbergs sejlererfaring, der trak ham til jobbet som havnekaptajn i Kaløvig Bådehavn. For han har ingen. Til gengæld har han en havkajak, siger han med et smil.

”Jeg kommer oprindeligt fra Skæring og har som barn og ung været her masser af gange og fulgt udviklingen på havnen. Jeg kan huske dengang havnen i 1982 flyttede fra Studstrupværkets grund og herover.”

Efter uddannelsen til økonom blev han ansat i TDC, hvor han blandt andet tog en lederuddannelse, og efter 10 år skiftede han til AGF i otte år, hvor han havde ansvaret for idrætsanlæg og halfaciliteter, samt havde administration og kontakt til medlemmer som nogle af sine gøremål.

Allan rundberg havnekaptajn2

”Selv om jeg ikke har sejlet, var det ikke så stort et spring at komme over på havnen,” siger havnekaptajn Allan Rundberg, der nu har været ved roret i godt et halvt år.

Det er den stille årstid, men ikke for personalet. Mange sejlere har i efteråret taget deres både på land. Allan Rundberg har taget krancertifikat, så de er flere på havnen, der kan løfte bådene.

 

Af Birger Agergaard

Læs mere i 8541 -dit lokale blad (december 2018)

 

Vi anvender cookies for at sikre dig en bedre service på vores websted, og indsamle ikke personlige brugsoplysninger. Ved accept tillader du os at anvende cookies.
Mere info Acceptér Afvis