Læge Peter Christensen fortæller, hvorfor jernaldersamfundet på Lauritshøj optager ham så meget, at han sætter 38 malerier til salg til fordel for indsamlingen. Folkeindsamlingen til jernaldervejens bevarelse er halvvejs i mål.

”Det er en virkelig dejlig fornemmelse, at her har været mennesker i rigtig mange år”, fortæller Peter Christensen, der har inviteret mig på kaffe i lægehuset. Peter har boet i Skødstrup siden han var ung. Hans far, Olfert Christensen, blev præst i Skødstrup Kirke i 1963, og Peter har ofte været på den nu frasolgte præstegårdsjord, hvor de store jernalderfund blev gjort i 2015.

”Her har altid været folk siden sidste istid”, fortsætter han, ”de sidste 15.000 år. Det er fantastisk at opdage, hvor langt fortidens mennesker er kommet omkring både til Sydeuropa, Rom og rundt om Middelhavet.”

Noget af det vigtigste er, at man kan lære af fortiden uden at gentage alle dumhederne. ”Meget fra fortiden er gået tabt, så det er ekstra vigtigt at gemme det, vi kan”. Peter taler om jernalderlandsbyen på Lauritshøj og særligt om jernaldervejen, der skal genetableres på et velegnet areal inde på kirkegården, hvor den bliver offentligt tilgængelig.

”Vi skal vise dét, vi ved om jernaldervejen - ellers er den bare en bunke sten. Der er proveniens – altså oplysninger - om tid og sted, mennesker og alle de historier, der hører med. Alle de historier gør både Skødstrup og jernaldervejen mere værdifuld. Livet bliver meget rigere, når vi ved, hvordan vi står på ryggen af hinanden gennem historien.”

Ung på jernalderjorden
Som ung kunne Peter ikke vide, hvad der lå under jorden i området. Skødstrup var en landsby med marker og køer over det meste. Ud over hans far, præsten, var der kun en graver og en organist ved kirken. Sognegården var ikke bygget, og når der foregik noget ved kirken, var hans mor bollebager, kringlevrider og kaffeassistent.

Avlsgården ligger hvor FDF holder til i dag. Der boede forpagteren, Svend Thomsen, og Peter var der ofte. Der var masser af køer og grise på de marker, der gemte jernaldervejen og moserne. Hvor de store jernalderhuse lå, tjente Peter penge ved at hakke roer. Det var hyggeligt nok, men det var også træls at få ondt i ryggen af arbejdet.

Peter har ikke samlet oldsager i området, men der var godt at kælke og stå på ski.

Den nyeste del af kirkegården var dengang en eng, hvor kvierne gik. Hver aften gik Peter langs kirkegårdsdiget gennem låger og hegn for at hente to liter upasteuriseret mælk hos forpagteren. Mælken var en del af præstens løn sammen med en tønde korn og to halve grise om året.

Historien giver mønstre og sammenhæng
”Vi skal bevare kulturen og have nogen til at fortælle den”, siger Peter. Han fik selv interessen for historien tidligt, fordi en lærer på Katedralskolen kunne formidle, så de studerende hørte efter.

Tidligere i den stråtækte skole havde han læst en bog med en stenalderpige, en bronzealderpige og en jernalderdreng. De gik direkte i fantasien, så han fantaserede om, hvad der var foregået i højene for længe siden.

Et sted, hvor der skulle bygges, var der gravet en rende til en sokkel. Der fandt Peter en brændt lerpotte, og den satte også fantasien i gang. Den lå som en urne, men det var alligevel svært at få skårene til at passe sammen, men interessen for historien var begyndt.

For en del år siden, fortæller Peter, var han i Efesos i Tyrkiet. Det var vildt varmt - måske 45 grader i skyggen. Efesos var en imponerende storby, dengang jernalderlandsbyen blev bygget på Lauritshøj. I Efesos er der et stort amfiteater, flotte huse og et smukt dobbeltmuret afkølet bibliotek. Og ned ad den lange marmorbelagte vej har Kleopatra gået.

”Historien er vigtig og fortæller os meget om, hvem vi er. Når jernaldervejen er lagt igen, vil jeg tænke på Kleopatra, når jeg går ned ad den”, slutter Peter.

Fernisering og salg af malerier til fordel for jernaldervejen annonceres senere.

 

Læge Peter Christensen viser et udvalg af sine malerier med klovnemotiver.
De bliver sat til salg, og pengene går til genetablering af jernaldervejen, så den bliver tilgængelig for offentligheden.

Tekst og foto: Sognepræst Erik Søndergaard