Den 2. juni 2018 kl. 14.30 indvies Jernaldervejen syd for Skødstrup Kirke. Borgmester Jacob Bundsgaard kommer og klipper snoren. Se program for eftermiddagen side herunder.

I Skødstrup Fællesråd og Skødstrup Menighedsråd er vi stolte af, at vi har fået etableret en historisk attraktion for alle borgere i Løgten-Skødstrup samt for alle andre interesserede både på det nationale og det internationale plan.

Alle de arkæologiske fund ved Lauritshøj er helt unikke, og derfor synes vi de skal vises og fortælles. Ved hjælp fra arkæologerne og andre eksperter har vi nu mulighed for at give et indblik i, hvordan hverdagen, arbejdet, redskaberne, landbruget, tro, skikke og krige udfoldede sig for mere end 2000 år siden i Skødstrup.

Indsamlingen fortsætter

Derfor fortsætter projektet og indsamlingen. Etape 1 var at få flyttet Jernaldervejen ca. 400 m. Det lykkedes, og vi har fået indsamlet omkring kr. 80.000,- fra beboerne, erhvervslivet og organisationer i Løgten-Skødstrup. Vi vil opsætte en galge/skilt (ved Jernaldervejen) med alle navnene på giverne (enkelte har ikke ønsket at få deres navn på, og det har vi naturligvis respekteret) for at vise, hvordan alle har været med til at få etableret denne attraktion.

Etape 2 omhandler en oplevelsesrute i området omkring Lauritshøj 1 og 2, som skal føre de spadserende til nogle af de steder hvor arkæologerne har gjort de mest spændende fund under udgravningerne af Lauritshøj etape I og II. Hensigten er at illustrere historierne ved tekst på galger/skilte på ruten.

Ruten skal begynde ved Jernaldervejen og føre os til offermosen (hvor den unge kvinde og hundene blev fundet), klyngelandsbyen, rækkebebyggelsen (hvor jernaldervejen blev fundet), Hedelisker Mose (hvor alle de store våbenfund blev gjort), bopladser, gravplads, endnu en klyngelandsby og tilbage til jernaldervejen.

Endvidere er hensigten at få udarbejdet undervisningsmateriale til skolebørnene, hvilket vil ske i et samarbejde mellem Skødstrup skole og undervisningsafdelingen på Moesgaard Museum.

Derfor fortsætter indsamlingen af de næste 100.000 kr. Vi vil også forsøge at søge nogle fondsmidler samt inddrage kulturudvalget i Aarhus Kommune.

Vi vil glæde os til, at børnene tager deres forældre og bedsteforældre i hånden og føre dem igennem denne oplevelsesrute, hvor de fortæller om, hvordan man levede i Skødstrup for mere end 2000 år siden.

Af Aase Pedersen, Fritid-Kultur-Sport, Skødstrup Fællesråd

Læs mere i 8541 -dit lokale blad (maj 2018)