Julen er over os – måske dog ikke helt endnu og slet ikke i skrivende stund midt i en lun november. Det kan dog virke som jul, når vi nu tænker lidt tilbage på overskrifterne i sidste nummer af ”8541”, hvor to af byrådsmedlemmerne så ud til af give os alle en tidlig julegave ved at skrive, at der ikke blev sparet på velfærden, samt at spareforslaget blev skudt ned.

Vi skrev fejlagtigt i sidste nummer af ”8541”, at der skulle ske en rammebesparelse på skoleområdet på 4,8 mio. kr. i 2021 og 2022: Dette er ikke tilfældet. Vi skrev det i sammenhæng med, at det høje antal børn i vores lokalområde også fremadrettet lægger fortsat pres på skolens rammer. Det er vores forventning, at skole og lokalsamfund inddrages i en fælles dialog om, hvordan der fremadrettet kan sikres de optimale rammer for de mange børn og unge på Skødstrup Skole, nu hvor en fremtidig skoleudbygning i 8541 ser ud til at komme på dagsorden.

Hvis vi et øjeblik vender tilbage til den tidlige julegave, da tales der fra flere sider om, at der ikke blev sparet på den borgernære velfærd i forbindelse med det indgåede budgetforlig i Aarhus Byråd. Der kan dog være visse variationer i definitionen af, hvad ”borgernær” velfærd er, når det handler om, hvad der betyder noget for den enkelte borger, ung som ældre, og dem midtimellem.

Det ”borgernære” handler ikke kun om, at der i budgetforliget f.eks. ikke spares på, hvor mange pædagoger, der er omkring de mindste børn i daginstitutionerne, eller på hvor mange medarbejdere, der er ansat til at tage sig af vores ældste medborgere. Det handler samlet set om alle de mange ”hjul i maskineriet”, der skal være så velsmurte og velkørende som muligt, for at det kan lade sig gøre for medarbejderne at koncentrere sig om deres kerneopgave, til gavn for alle borgere.

Når der tales om fortsat at skulle effektivisere, og at der skal ”peges på håndtag til en bedre ressourceudnyttelse på skolerne”, så er det et spørgsmål om definition, om det i sidste ende ikke også handler om konsekvenser for den ”borgernære velfærd”? Når der f.eks. skal tilpasses og reduceres i budgetter på sundhed- og omsorgsområdet, kan det være svært at se, at det ikke i sidste ende har konsekvenser for de berørte især ældre borgere?

Julegave eller ej – vi vil i Fællesrådet også i det kommende år 2019 have fokus på de mange vigtige områder, der er at arbejde videre med i forhold til udviklingen af vores lokalsamfund. Vi er klar til flere af de lange, seje træk for at nå i mål med endnu mere.

Af Inger Thranholm og Lisbeth Lauersen, formand og næstformand for Skødstrup Fællesråd

Læs mere i 8541 -dit lokale blad (december 2018)

Vi anvender cookies for at sikre dig en bedre service på vores websted, og indsamle ikke personlige brugsoplysninger. Ved accept tillader du os at anvende cookies.