Jes Retbøll 80 TN

Jes Retbøll kan noget med tal og regneark. Som uddannet fysiker og 39 år som gymnasielærer på Aarhus Statsgymnasium har han arbejdet med tal og fakta i så detaljeret grad, at han også i sit seniorliv har draget nytte af tallenes smukke logik.

Som da han som formand for Skødstrup Fællesråd fik vedtaget og gennemført byggeriet af Midtpunktet. Projektet til 30 mio. blev gennemført uden overskridelser, blandt andet takket være Retbølls grundige regneark.

Et andet 30 millioner kroners projekt, andelsforeningen Tjørnebakken – stod han også for og kunne nøjes med at skrive 30.000 kr. på som overskridelse allernederst i byggeregnskabet.

Du skal give slip

Jes Retbøll når frem til en milepæl på livets regneark 11. september, hvor han fylder 80 år.

Når man besøger Jes Retbøll på Tjørnebakken, hvor han bor med sin hustru gennem fem år, Grethe Rydahl, er det nu alt andet end tal, der dominerer. Det gør i stedet skønlitterære bøger, malerier og alt det.

”Du kan lave nok så mange beregninger, men du skal også kunne give slip og kaste dig ud i noget uden at vide, hvor det fører hen,” siger Retbøll.

Sejlerlivet og det frivillige

Så mange projekter han kastet sig ud i, at det er svært at holde tal på dem. En stor del af voksenlivet har han været involveret i sejlsport, mest som frivillig. Han var med til at bygge Egå Sejlklub og selve marinaen op i 1975-76 og var en årrække formand for ungdomsafdelingen. Han var med, da sejlklubben afviklede VM i sejlsport for optimister i 1975.

Trænerarbejdet i Egå førte mange tillidsposter i sejlerverdenen med sig, og han endte som vicepræsident for IODA, verdensorganisationen for optimistsejlere. Alt sammen mens han stadig arbejdede som gymnasielærer indtil pensioneringen i 2002.

Ideen om andelsboligerne

Jes Retbøll var i 1986 flyttet fra Aarhus til Skødstrup, hvor hans daværende hustru arbejdede som lærer på Skødstrup Skole. Familien indrettede sig på en tidligere gård på Kirkepladsen.

Da parret blev skilt, stod Retbøll med alt for meget plads og fik så ideen at bygge andelsboliger på den en tønde land store grund, og beholde gården som fælleshus med svømmehal, køkken med meget mere. Det lykkedes at skabe et livskraftigt seniorfællesskab i de 21 boliger, hvor livet leves med fællesspisninger, litteraturklub, bridgeklub, strikkeklub og opera – for blot at nævne noget.

Grundigt arbejde i fællesrådet

Vi kender også Retbøll fra mange års ihærdigt arbejde i Skødstrup Fællesråd. Han blev aktiv i 1996 og var dets formand frem til 2014, da Steen Hermansen overtog roret.

Modstanden mod at placere en lufthavn i Skødstrups baghave – Thomasminde – blev også holdt oppe af Retbøll og mange andre i lokalområdet. Retbølls læresætning for at gå i fronten i det frivillige arbejde lød, og lyder stadig:

”Man skal have andre med sig, og det skal være sjovt, for så yder man mere.”

På fødselsdagen 11. september holder Retbøll – som traditionen byder – først morgenkaffe med sine med-andelshavere på Tjørnebakken. Men byen er ikke glemt:

”Hvis andre har lyst til at komme forbi, er man velkommen kl. 15-17 i fælleshuset,” siger Jes Retbøll.

Billedtekst

 

Først var dette en kæmpehave til Jes Retbølls gård, siden fik han opført 21 andelsboliger for seniorer.

Tekst og foto: Birger Agergaard

 Læs mere i 8541 -dit lokale blad (september 2018) eller www.8541.dk

Vi anvender cookies for at sikre dig en bedre service på vores websted, og indsamle ikke personlige brugsoplysninger. Ved accept tillader du os at anvende cookies.
Mere info Acceptér Afvis